Hvor skyskraberen blev født

Hvorfor højhuset til kontorer begyndte her

Den store brand i Chicago i 1871 lagde store dele af centrum i aske, og genopbygningen trak en generation af ambitiøse arkitekter til en bykerne, der skulle begynde forfra. Grundene i det lille forretningskvarter, klemt inde mellem floden og søen, blev hurtigt dyre, så den oplagte måde at tjene mere på en grund var at stable flere etager oven på den. To ting gjorde det muligt. Personelevatorer var blevet sikre nok til, at man turde stole på dem. Jern og senere stål blev billigt nok til at bære en bygning på et skelet i stedet for på tykke mure. Læg dertil forsikringsselskaber og banker, der hungrede efter prestige, og Loop blev til en forsøgsmark.

De arkitekter, der tog udfordringen op, samles i dag under betegnelsen Chicagoskolen. Navnene, du skal kende, er William Le Baron Jenney, partnerne Burnham & Root, firmaet Holabird & Roche og Louis Sullivan, der sammenfattede tilgangen som »form følger funktion«. Deres tårne ser nøgterne ud ved siden af den art deco, der kom senere (se Chicagos art deco-bygninger), men de gik mere efter dagslys og åbne etager end efter lånte historiske gevandter, også når Sullivan svøbte sine bygninger i sin helt egen ornamentik.

Home Insurance Building og skelettet

Den bygning, der oftest kaldes den første skyskraber, var Home Insurance Building, færdig i 1885 på hjørnet af LaSalle og Adams efter tegninger af Jenney. Den var omkring ti etager høj, beskedent efter senere målestok, men et skelet af metal indeni bar meget af den vægt, som murene før havde båret. Historikerne strides stadig om titlen, fordi ældre bygninger også brugte jern, og fordi ydermurene stadig gjorde en del af arbejdet. Den blev revet ned i 1931, og Field Building tog dens plads, så stedet, hvor historien begynder, i dag rummer et langt senere kapitel.

Rookery og Monadnock, to veje opad

Rookery på 209 S. LaSalle Street (1888, Burnham & Root) står midt imellem den gamle metode og den nye. De tunge ydermure er murværk, mens det indre hviler på søjler og bjælker af jern omkring en lysgård med glastag, der bragte dagslys ind til kontorerne. Frank Lloyd Wright ombyggede lysgården i 1905, og vores guide om Wright i Loop og Oak Park fortæller den del. Bygningen gemmer også på en vindeltrappe, der snor sig op gennem en udbygget karnap, karnaptrappen på billedet nedenfor. Lobbyen er en arbejdsplads og er lukket om søndagen.

Monadnock Building på Dearborn Street viser begge metoder i én lang karré. Den nordlige halvdel, færdig i 1891 efter tegninger af Burnham & Root, står på bærende murstensvægge, der er omkring 1,8 m tykke forneden, og derfor sidder vinduerne i stueetagen så dybt i murhullerne. Den rejser sig 16 etager med næsten ingen udsmykning. Den sydlige halvdel fra 1893, tegnet af Holabird & Roche, bruger i stedet et stålskelet. Går du hele vejen langs bygningen, passerer du det øjeblik, hvor den gamle byggemåde løb tør for plads.

Glas og terrakotta på State Street

Da først et skelet bar vægten, kunne væggene blive til næsten bare glas. Reliance Building (1895) på hjørnet af State og Washington ser forbløffende moderne ud for sin alder, et slankt tårn med store vinduer indfattet i hvid terrakotta. I dag er det et hotel. Tæt på, på Dearborn, viser Marquette Building (1895, Holabird & Roche) Chicagovinduet frem, en bred fast rude med et smalt oplukkeligt vindue på hver side, og den har en lobby med mosaikker, som ligesom alle lobbyer her kun er åben, når bygningen tillader det. Louis Sullivans stormagasin, i dag Sullivan Center, har sit runde hjørne på State Street svøbt i ornamenter af støbejern, en påmindelse om, at form efter funktion aldrig betød nøgen.

Mies og glaskassen

Efter Anden Verdenskrig tog historien fart igen med Ludwig Mies van der Rohe, der var flyttet til Chicago før krigen. Hans tvillingetårne med lejligheder på 860–880 Lake Shore Drive (1951) er stål og glas uden noget som helst ekstra, og Federal Center i Loop bruger samme disciplin på statslige kontorer omkring en plads, hvor Alexander Calders røde Flamingo (1974) giver det sorte stål noget at diskutere med.

CAC's vandring i moderne arkitektur, fra ~31 €, tager over præcis her med Mies-årene og Bertrand Goldbergs tårne, før den går videre til postmodernismen. Hagen er længden og rækkevidden: den varer kun 90 minutter og sælges kun på Viator, så du kan ikke sammenligne den på GetYourGuide. Den starter ved CAC, hvor den store skalamodel af byen giver et godt overblik.

Fra bundtede rør til bølgende altaner

Ingeniørerne hos SOM skubbede skelettet endnu længere. John Hancock Center (1969) på North Michigan Avenue afstiver sig selv med kæmpemæssige X'er, som du kan se flere karréer væk, og Willis Tower (1973, for mange lokale stadig Sears Tower) samler ni firkantede rør i forskellige højder til ét. Med sine 442 m var det verdens højeste bygning i omkring et kvart århundrede. Ved floden stabler Bertrand Goldbergs tvillingetårne Marina City fra 1960'erne, med øgenavnet majskolberne, runde lejligheder oven på spiralformede parkeringsetager, og Jeanne Gangs Aqua (2009) bølger med sine altaner af beton.

CAC's Must-See Chicago-vandring, fra ~31 €, dækker den nyere ende på 90 minutter. Den kommer som regel forbi Aqua og Tribune Tower (1925), hvis gotiske krone udsprang af en arkitektkonkurrence i 1922. Vil du se flere tårne på kortere tid, viser Wendellas arkitektursejlads på floden, fra ~40 €, dusinvis af dem på halvanden time, mens du sidder ned. Hagen er vinklen. Du ser skyskraberne nedefra under broerne og sætter aldrig din fod i en lobby, og om sommeren er der trængsel på de store både.

Hvilken vandring fortæller hvilket kapitel

For 1880'erne er Rookery det stop, der tæller, og to vandringer går som regel indenfor. Inside Chicagos Dazzling Interiors-vandring, fra ~31 €, har den blandt sine overraskelsesstop (beskrivelsen nævner en bygning fra 1880'erne, renoveret af Wright), mens Empire Tours' Secret Interiors-vandring, fra ~27 €, går fra Union Station og arbejder sig op gennem LaSalle Street-kløften, før den træder ind i lysgården. Om søndagen bytter Empire Rookery ud med et andet stop, og enhver dag kan en lobby lukke på grund af et arrangement eller af sikkerhedshensyn, så ingen af vandringerne kan love hver eneste dør.

For 1890'erne er CAC's Historic Treasures-vandring den, der når frem til Reliance Building. Er du ude efter de moderne tårne, bør du vælge Must-See-vandringen eller vandringen i moderne arkitektur. Vil du hellere gå alene, samler vores arkitekturvandring i Loop på egen hånd de fleste af bygningerne på en gratis rute på ca. 3 km. De interiører i Loop, du kan gå ind i oplister de lobbyer, du kan prøve på egen hånd. Vores sammenligning af flodsejlads og byvandring stiller båden op mod fortovet.